Torskebestanden er fortsat presset i Østersøen. Det viser undersøgelser med havundersøgelsesskibet Dana, hvor man ikke kun får små torsk i nettet. Trawlet er også fyldt med affald.
Havundersøgelsesskibet Dana fra DTU Aqua har været på sit årlige efterårstogt i Østersøen ved Bornholm. Og på dækket ligger der en stor bunke affald, som er blevet fisket op i forbindelse med de videnskabelige undersøgelser.
- Det er sørgeligt at se, når man er ude på havet, hvor meget skrammel der stadig bliver smidt i havet, siger Marie Storr-Paulsen, der er togtleder ombord på havundersøgelsesskibet Dana.
De trawler efter torsk, men får meget andet i garnet. Blandt fangsterne er dæk, oliefiltre, fiskegarn, tønder og dåser med skibsmaling, plastic, glas, kabler og en enkelt damesko. For blot at nævne nogle af emnerne i den store bunke på dækket.
- Der har jo været meget fokus på plastic, men det er meget andet end plastic, som bliver smidt ud i havet. På mange måder vil jeg sige, at den her (skibsmaling, red.), den er noget værre for fiskene og for livet på havbunden, end noget plastic er, siger Marie Storr-Paulsen.
Affaldet bliver nu bortskaffet på rette vis.
- Det er først inden for de senere år, at vi systematisk er begyndt at registrere det skrammel, som vi finder derude. Det gør vi på alle vores togter, og det gør man internationalt for at begynde at få et overblik over, hvad det i virkeligheden er, der ligger ude i havet, siger Marie Storr-Paulsen.
Torsken er fortsat presset i Østersøen
Undersøgelserne af torsken har vist, at fiskene, som det også har været tilfældet ved tidligere fund, fortsat er meget små.
- Vi skal ikke mange år tilbage, før der faktisk var en del store torsk i en rigtig fin kondition her i Østersøen, så det er en meget hurtig udvikling, i hvert fald i biologiske sammenhænge. Det er ret trist at kigge på, siger Marie Storr-Paulsen.
Efterårets togt i Østersøen viser også, at et iltfattigt område øst for Bornholm er blevet større. På et område der svarer til to gange Bornholms areal er der nu ingen ilt på bunden. Og dermed heller ikke nogen af de bunddyr, som torsken lever af.
- Grunden til, at torsken er så tynd og i så dårlig kondition som vi ser her i Østersøen; dér har vi tre forskellige hypoteser. Det er de dårlige iltforhold, som der er i Østersøen. Det er manglende fødeemner for torsken. Og så er det de her parasitter, som kommer fra sælerne, som alle tre nok indvirker på, at torsken har det dårligt, siger Marie Storr-Paulsen.
Fiskeriet har også en betydning, men det er ifølge togtleder Marie Storr-Paulsen ikke den primære årsag til, at torsken har det så dårligt i Østersøen i øjeblikket.
- Fiskeri har også en betydning for, hvordan fiskebestandene har det, men i øjeblikket er det sådan i Østersøen, at de naturlige årsager, og her taler vi sæler, ilt og føde, er mere betydende end fiskeriet, siger Marie Storr-Paulsen.