Musikalsk succes

De bornholmske skoler mangler musiklærere. Men nu er den nye musiklæreruddannelse på UCC Snorrebakken kommet rigtigt godt fra start.
Der er fuld gang i den på UCC på Snorrebakken. 19 bornholmske skolelærere og lærerstuderende er i fuld gang med at øve rytmer. De vil alle gerne have en musikpædagogisk uddannelse. Og der er hårdt brug for mere kvalificeret musikundervisning i de bornholmske skoler.

- Jeg kunne godt tænke mig, at blive rigtig musiklærer. Jeg har undervist i musik nogle år uden at være musiklærer, så jeg synes det er rigtigt dejligt, at vi endelig får muligheden for at få uddannelsen her på Bornholm, siger Betina Bryrup Pedersen, som er lærer på Bornholms Heldagsskole.

Det er helt nyt, at man kan uddanne sig til musiklærer på Bornholm. Tidligere måtte man tage til København - men nu kommer 2 københavnske musiklærere til klippeøen for at undervise på UCC på Snorrebakken. Og lærer Gorm Bülow er ikke i tvivl om at musik er vigtig for mennesker i alle aldre.

- De ældste musikinstrumenter er godt 40.000 år gamle, så der er ingen tvivl om, at musik er en væsentlig del af kultur, siger Gorm Bülow, som til daglig er musiklærer på Campus Carlsberg i København.

De studerende bliver undervist i 3 semestre fordelt over 2 år - og derefter skal de til en afsluttende eksamen.

Uddannelsen er kommet i stand som et samarbejde mellem Bornholms Regionskommune og UCC på Snorrebakken. Og forhåbentlig kommer de 19 studerende til at afhjælpe en stor del af problemet med for få musiklærere i skolerne. For i sidste ende er det de bornholmske skoleelever, der skal høste frugterne.

- Det er vigtigt, at Folkeskolen også bliver et sted, hvor eleverne bliver introduceret til musikken. Og måske opdager, at det er noget for dem. Ellers ville det kun være for børn af musikalske forældre, så jeg ser også det her som et demokratisk projekt i Folkeskolen, siger Gorm Bülow.

De 19 musikstuderende skal til eksamen i juni 2019.