Naturstyrelsen bekoster ny trappe i Arnager

Arnager Borgerforening har længe ønsket en gammel og udslidt trappe udskiftet. Nu går ønsket i opfyldelse.
Arnager Borgerforening har gennem nogen tid været i dialog med Naturstyrelsen for at få forbedret forholdene på kyststien i Arnagerbugten. Der er især en trappe, som er blevet fjernet pga. råd og slid, der savnes en erstatning for.

I første omgang sagde Naturstyrelsen nej til at sætte en ny trappe op pga. ressourcemangel. Men Borgerforeningen fik meddelt, men hvis den kunne skaffe pengene til en ny, ville Naturstyrelsen gerne sætte den op.

Kirsten Juni fra borgerforeningen har uden held været i gang med at ansøge flere fonde om de 25.000 kr. til trappen. Men sidst i forrige uge meddelte Naturstyrelsen, at man havde fundet pengene til trappen.

Styrelsen oplyser, at man vil forsøge at have både trappe, gelænder og andre tiltag ved kyststien klar inden jul.

På billedet ses resterne af den gamle trappe.