Politikontrol ved øens skoleveje

Køres der for stærkt ved skolen? Taler chaufføren i mobil? Og har cyklisterne lygter på cyklen? Politiet har i denne uge særlig opmærksomhed på øens skoleveje.
I denne uge vil alle landets politikredse gennemføre færdselskontrol på skolevejene og dette gælder også Bornholms politi.

- Ja, vi er ude ved udvalgte skoler i denne uge. Vi får også hjælp af ATK-vognen, som vil tjekke hastighederne på vejene omkring skolerne, fortæller politikommissær Niels Gert Dehlendorff.

Udover hastighedskontrol vil poltiet kigge efter om cyklisterne har lygter på cyklen, og om bilisterne taler i håndholdt mobiltelefon, mens de i fart sidder bag rattet.

Da politiet i samme periode i januar 2017 kontrollerede trafikanterne på skolevejene, blev der på landsplan sigtet knap 4400 bilister for at køre for stærkt.