Ex-fodboldspilleren Ebbe Sand går Bright Green

Den tidligere bornholmske erhvervsambassadør Lene Grønning skal samarbejde med ex-fodboldspilleren Ebbe Sand om et nyt bæredygtigt sportscenter i Dubai.
Tidligere landsholdsspiller i fodbold Ebbe Sand vil åbne et sportscenter i Dubai og den tidligere bornholmske erhvervsambassadør, Lene Grønning, skal hjælpe med at gøre det så bæredygtigt som muligt. Det skal ske efter den bornholmske opskrift Bright Green Island.

- Bornholmske virksomheder er også inviteret til at deltage i projektet og der vil i løbet af 2018 blive organiseret erhvervs- og udviklingsture til Dubai, hvor alle interesserede Danske virksomheder kan besøge det omfattende projekt, siger Lene Grønning.

Lene Grønning fortæller videre, at sportscenteret skal bruges som et udviklingsprojekt, der skal vise Mellemøsten, at danske virksomheder har løsninger og design til den bæredygtige fremtid.

- Dansk design og bæredygtighed er et stort eksportområde, der er under hastig udvikling i Mellemøsten, fortæller Lene Grønning.

Det er planen at sportscenteret skal stå færdigt inden EXPO2020 i Dubai.