Søkablet snart i drift

Reparationen af søkablet mellem Sverige og Bornholm er gået overraskende hurtigt.
Den ene ende af reservekablet er nu sat sammen med det oprindelige kabel, og Energinet.dk forventer, at den anden ende bliver muffet på i løbet af de næste to døgn, så man allerede sidst på ugen kan teste, om søkablet virker.

Og det er gået exceptionelt hurtigt med at reparere søkablet, der lillejuleaften blev revet over 17 kilometer ud for den svenske kyst.

- Alt har været med os. Vi har forberedt arbejdet godt, der var ledige skibe i området, som vi kunne hyre ind, og vejret har artet sig, så vi kunne komme til at arbejde med kablet, fortæller afdelingsleder for Beredskab Fyn, Sjælland og Bornholm i Energinet.dk, Per Lyngbo Sørensen.

Om alt går vel, vil søkablet allerede kunne være i funktion fra den kommende weekend. Og det vækker begejstring hos Bornholms Energi og Forsyning.

- Det er overraskende og meget positivt, at det er gået så hurtigt. Sidste gang, kablet blev revet i stykker, tog det 47 døgn at reparere, og det var okay hurtigt dengang. Så vi er meget glade, siger kommunikationschef i Bornholms Energi og Forsyning, Klaus Vesløv.