Drøm opfyldes i dag for DGI-Hallen

Kl. 13:30 i dag underskrives kontrakten med en entreprenør og så skal der bygges en helt ny hal med springfaciliteter ved DGI-Hallen i Rønne.
Udover en springgrav med en hævet måtte, så kommer der også en grav fyldt med skumgummi, så "farlige spring" kan foretages sikkert og forhåbentlig uden skader. Derudover kommer der ca. 400 kvadratmeter frit gulvareal, hvor der kan dyrkes gymnastik, dans, stolemotion og mange andre bevægelsesformer.

Sådan lyder drømmen for DGI-Hallen og i dag kommer den et skridt nærmere virkelighed. Kl. 13:30 underskrives nemlig en kontrakt med entreprenørfirmaet Jens Møller, Gudhjem, og så skal gravemaskinerne i gang.

Den helt nye hal forventes at blive på i alt 625 kvadratmeter med omklædningsfaciliteter mv.

Drømmen bliver til virkelighed gennem et lån på 4. millioner med kommunegaranti. Derudover har fonde støttet med ca. 1,5 million og restbeløbet er opsparede midler i DGI-Hallen S/I driftsbudget.