Borgmesteren: Vi gjorde det, vi blev bedt om

Borgmester Winni Grosbøll er uforstående overfor kritikken om tilbagebetaling af de mange millioner til Arbejdsmarkedets Feriefond.
Folketingsmedlemmer Peter Juel Jensen, Venstre, og Claus Larsen-Jensen, Soc.dem., forstår ikke beslutningen om at betale 42,5 millioner tilbage til Arbejdsmarkedets Feriefond.

Men borgmester Winni Grosbøll, Soc.dem., er uforstående overfor kritikken. Ifølge borgmesteren har der været en dialog med Feriefonden og Beskæftigelsesministeret, og her har beskeden været, at det ikke har været muligt at forlænge fristen for tilbagebetaling.

- Vi har jo egentlig bare gjort det, vi er blevet bedt om. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man vil lave en aftale, hvor man i sidste ende straffer de kommuner, som har gjort det man har bedt dem om fra statslig side. Så er vi i hvert fald i en situation, hvor aftale-systemet er under pres, siger Winni Grosbøll.

Sammen med Roskilde Kommune, der er i samme situation, vil Bornholms Regionskommune tage kontakt til forligskredsen for at høre, om de skal tage beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsens, sidste melding for troende. Ministeren udtalte nemlig torsdag, at kommuner der har betalt ikke kan få penge retur senere.