FM 2018: Morgenbad skyder vandmålerne i vejret

De mange gæster i Allinge sætter ekstra tryk på vandforbruget, der er mere end fordoblet under Folkemødet.
Der bliver skruet godt op for bruserne i Allinge i disse dage, når Folkemødets deltagere skal vaskes under armene. Det får vandpumperne på Allinge Vandværk til at yde sit maksimale.

- Det topper lige nu. Vandforbruget i de her dage er mere end fordoblet i forhold til almindelige dage i Allinge. Især om morgenen er der ekstra tryk på, kan vi se, og så falder trykket i løbet af dagen, siger Per Hald, afdelingsleder hos Bornholms Energi & Forsyning.

På normale dage bliver omkring 550 kubikmeter vand udpumpet fra Allinge Vandværk. Fredag var tallet helt oppe og runde 1211 kubikmeter. Og graferne taler sit tydelige sprog. Om morgenen mellem 7 og 11 topper grafen.

- Det er især de ekstra gæster på hoteller og i sommerhuse, som får trykket til at stige. Det er ikke så meget de mange telte og stande på pladsen eller vandposter deroppe, der får trykket til at stige. Det er simpelthen gæster, der tager bad og så videre, hvor de bor, forklarer Per Hald.

Det lader også til, at der er flere gæster i år sammenlignet med sidste år. Tallene for vandtrykket for sidste år viser, at der om fredagen blev udpumpet 883 kubikmeter vand, mens det i år om fredagen altså var 1211 kubikmeter vand.

- Men det er ikke fordi, at vi som sådan er pressede. Vi følger fint med. Da det er en så kortvarig periode, giver det ingen problemer, siger Per Hald fra Bornholms Energi & Forsyning.