FM 2018: Elever stillede spørgsmål om vindmøller

Elever fra Paradisbakkeskolen i Nexø har arbejdet med energi og klima. I dag kunne de stille de bornholmske politikere spørgsmål.
Solceller eller vindmøller? Vindmøller på land eller vand? Det var nogle af de spørgsmål, som en række bornholmske politikere skulle svare på i en debat hos Bornholms Energi og Forsyning.

Spørgsmålene kom fra 8. klasserne på Paradisbakkeskolen i Nexø, der var blevet inviteret til at deltage i debatten af forsyningsvirksomheden.

- Det kunne vi ikke sige nej til. Det falder fint i tråd med, at vi gennem længere tid har arbejdet med klima og energiproduktion, siger Henrik Stilling, der er fysik- og kemilærer på Paradisbakkeskolen.

Eleverne havde fået hjælp til spørgsmålene af nogle konsulenter fra Dansk Energi.

En af eleverne er Linus Luna Burgild Pedersen.

- Jeg synes ikke, de (politikerne, red.) svarede helt konkret på vores spørgsmål. De kom lidt uden om dem, siger Linus Pedersen, der dog stadig fik noget ud af det:

- Jeg fandt ud af, at de har en holdning til det og gerne vil gøre noget ved det.

Besøget hos Bornholms Energi og Forsyning bliver en del af pensummet til eksamen, når eleverne går i 9. klasse.