FM 2018: Mor og datter delte erfaringer

En lille Bornholmsk familie på to åbnede i dag op og delte deres erfaringer med at leve i en familie med alkoholmisbrug.
- Vi har været udsat for nogle ting, som børn slet ikke skal udsættes for, fortæller Elisabeth Korsgaard Petersen fra Snogebæk omkring de fem år, hun har været gift med en alkoholisk mand.

Det ønskede hun i dag at sætte fokus på til årets Folkemøde. Derfor havde hun taget sin 11-årige datter Maja Korsgaard Petersen med til et foredrag i Blå Kors' telt.

- Det er skræmmende og ret ubehageligt. Man ved faktisk ikke rigtigt, hvad man skal gøre, når man er så lille, forklarer Maja Korsgaard Petersen om at vokse op med en alkoholisk far.

Selvom det nu er syv år siden, at Elisabeth Korsgaard Petersen blev skilt fra sin mand, åbnede mor og datter op og fortalte om deres oplevelser i dag til alle interesserede til Folkemødet.

- Det er muligvis det sted, vi kan nå ud til flest mennesker, forklarer Elisabeth Korsgaard Petersen.

Mor og datter har fået hjælp af Blå Kors. De har gået til terapi i Barnets Blå Hus i Rønne. Det, mener de, har været en stor hjælp for, at de har kunnet komme videre.

- Det, som er vigtigst for os at få frem i dag, er den støtte og hjælp, vi har fået fra det Blå Hus. Det har været godt at tale med nogle mennesker, der kender til sådan nogle situationer, siger Elisabeth Korsgaard Petersen.

- Maja er blevet mere modig, og hun tør sige fra. Det har hun aldrig turdet før. Hun har været meget en "pleaser", som egentlig er typisk adfærd for børn af alkoholikere, tror jeg. De vil gøre alt for, at det skal være godt. Nu tør hun mere at sige fra, og det, synes jeg, er rigtig rart, fortæller hun om sin datters forvandling efter terapiforløbet.

Derfor var deres opfordring til alle i dag også, at man skal bryde tabuet, ligesom de har gjort det.

- Hvis der nu sidder nogle derude, som er nervøse eller bange for at stå frem, vil vi gerne sige: Det er okay. Der er findes andre, som har lignende problemer. Det er okay at bede om hjælp. Det kan godt blive godt igen, siger Elisabeth Korsgaard Petersen.

122.000 børn i Danmark vokser op i en familie med alkoholmisbrug.

Se med og hør mere i vores udsendelse på TV 2/Bornholm klokken 19.30.