Harley Davidson træf lige om hjørnet

Om få dage bliver Bornholm invaderet af en flok Harley Davidson-entusiaster, der for 25. gang skal til træf.
På fredag inviterer den bornholmske division af Harley Davidson klubben til træf, men allerede nu er de første træfdeltagere ankommet til Lejrplads Bavnehøj uden for Rønne, hvor deltagerne skal overnatte.

Det forventes, at der på fredag vil komme mere end 1000 Harley Davidson-entusiaster til lejrpladsen.

Det er 25. gang at den bornholmske division af Harley Davidson klubben inviterer til træf, og arrangementet vokser år for år.

Nogle af gæsterne i år kommer endda hele vejen fra Tyskland og Frankrig. I følge formanden for den bornholmske afdeling af Harley Davidson klubben Sebastian Delcomyn Hansen, så er det ikke tilfældigt, at netop det bornholmske træf er populært.

- Det tror jeg er fordi, at man kan sammenkoble det med noget ferie. Og så er det jo fantastisk at køre rundt på Bornholm. Vi holder selvfølgelig et fantastisk træf, som jo så har udviklet sig - og det er jo noget, der går fra mund til mund, forklarer han.

Hvis du skulle have lyst til at se på motorcykler, så er der åbent hus for alle på lørdag fra 14 til 17.