Dueodde får intelligente skraldespande

Som det første sted i landet får Bornholm i et samarbejde med Telia skraldespande med indbyggede censorer, der kan fortælle når de skal tømmes.
Sommerhusområdet på Dueodde er det første sted i Danmark, der får intelligent renovation. Det oplyser Telia i en pressemeddelelse.

Aftalen om de kloge skraldespande, der kan fortælle, når de skal tømmes, er indgået mellem Telia og Bornholms Regionskommune, og projektet skal evalueres om et år.

Helt konkret bliver i alt 68 skraldespande på i disse dage udstyret med sensorer. Via Telias såkaldte Narrowband IoT-netværk (NB-IoT), bliver hver affaldsbeholder ved hvert enkelt sommerhus forbundet til renovationsselskabet BOFA, der håndterer dagrenovationen på Bornholm.

Renovationsselskabet BOFA får på den måde dag for dag viden om det præcise renovationsbehov i området. På den måde kan BOFA planlægge de daglige ruter optimalt og kan derfor se frem til at spare sine skraldevogne for unødvendige kilometer. Dermed giver den intelligente renovationsordning mulighed for at spare både tid, slitage og CO2-udledning.

Hos Bornholms Regionskommune ser man perspektiver i den intelligente renovationsordning:

- På Bornholm prøver vi at gøre det til en dyd at tænke i smarte løsninger på det grønne område. I dag henter vi affald i sommerhuse fra påske til efterårsferien. Vi håber med forsøget at kunne påvise, at det er muligt at tilpasse afhentningerne til de individuelle behov og dermed kunne tilbyde tømning året rundt for de samme penge. Det vil være en forbedret service til vore turister, specielt dem der besøger os uden for sæsonen, siger Anne Thomas (Å), der udover at være viceborgmester også er formand for Klima- og Bæredygtighedsudvalget.

Aftalen om intelligent dagrenovation på Dueodde er den første af sin art i Danmark, og er kun teknologisk mulig fordi, Telia som de første i Danmark har udrullet et landsdækkende NB-IoT-netværk. Der findes lignende tests rundt om i landet, men styrken ved løsningen i Dueodde er, at den bygger på et NB-IoT-netværk frem for et af de almindelige konventionelle mobilnet.

I første omgang er der tale om en aftale, som BOFA vil evaluere efter et år. Hvad der skal ske her efter afhænger af resultaterne. På Bornholm håber man dog på, at der kan være tale om en fremtidig løsning.