80 til borgermøde om Ekkodalens moser

Mange gode ideer kom frem på borgermøde om Bornholms hidtil største naturgenopretning, nemlig den af Ekkodalens moser.
Græssende vandbøfler, et fletværk af stier gennem moserne og oprensning af Læså for ørredernes skyld er nogle af de ideer, der kom på bordet i aftes på Naturstyrelsens borgermøde om naturgenopretning af Ekkodalens moser.

- Vi vil gerne samarbejde med Naturstyrelsen om at genslynge noget af Læsåen, for det har vi selv tænkt at gøre på vores egen jord, hvor den ligenu ligger gemt i dræn, siger Line Kramp, der netop har købt en ejendom grænsende op til undersøgelsesområdet.

Mødet var til for at fortælle om rammerne for projektet, der skal foregå på frivillig basis, og Naturstyren lagde op til, at alle, der har ideer eller viden om særlige forekomster af planter eller fugle, henvender sig inden høringsperiodens udløb 29.oktober.

- Vi har ingen bekymringer i DOF, udtrykte formand for Dansk Ornitologisk Forening på Bornholm, Kåre Kristiansen.

- Det bliver spændende at kunne vise den sjældne sumpviol frem, og jeg tror ikke, projektet vil betyde, at folk kommer og plukker de sjældne blomster, siger planteekspert Tino Hjort.

Blandt tilhørerne var både henrykte og mere skeptiske borgere, men ifølge Naturstyrelsen bliver projektet en realitet, idet der allerede er lavet aftale om at overtage et område på over 120 hektar.

- Det var et flot fremmøde, og jeg er rigtig glad for de mange ideer, der kom til projektet, siger den lokale projektleder Dorte Bugge Jensen fra Naturstyrelsen.

I dag informeres miljøministeren om de bornholmske ideer til det projekt, der i 2016 kom med i regeringsgrundlaget og ventes at blive indviet i 2020 under Folkemødet.

Se mere i naturprogrammet EKKO, der sendes på TV 2/Bornholm den 22.oktober.