Svensk Havnedirektør er åben for Povl Anker

Trelleborg Havn vil sandsynligvis kunne tage imod Povl Anker med fire timers varsel, lyder det fra direktør Jörgen Nilsson
I halen på aflyste afgange, manglende plads til Povl Anker i Ystad Havn og en upopulær tur til Køge, viser en ny mulighed sig måske for Povl Anker og Bornholmslinjen.

Direktøren for Trelleborg Havn, Jörgen Nilsson, er nemlig åben for, at Povl Anker kan lægge til i Trelleborg Havn, når vejret er for hårdt til Express 1.

-Hvis vi sætter os ned og diskuterer det, tror jeg, at det er muligt. Vi må se, om vi kan tage imod færgen, eller om vi skal foretage nogle justeringer af et færgeleje.
Men normalt kan vi være klar til en ekstraordinær ankomst på fire-fem timer, hvis vi eksempelvis skal forhale en anden færge for at gøre plads.

Trelleborg Havn har otte færgelejer og planer om at udvide med endnu flere.