Passagerer: Utilfredsstillende, at vi ikke høres

Det er utilfredsstillende, at man ikke har tænkt sig at høre passagerne i komfortundersøgelsen af Bornholmslinjens hurtigfærger. Det mener Passagerforeningen.
I tirsdags kunne vi her på TV 2 Bornholm fortælle, at den skibstekniske undersøgelse af Bornholmslinjens hurtigfærger kun bliver baseret på tekniske beregninger - passagererne bliver dermed ikke hørt, og det vækker frustration hos formanden for Bornholms Passagerforening, Ann Hartl.

- Sådan har det jo været hele vejen rundt. Ministeriet fortsætter jo linjen med, at de insisterer på, at de ved bedst. Og det kan vi jo ikke være tilfredse med, siger hun.

Hos Passagerforeningen er man frustrerede over, at man endnu engang har valgt at forbigå passagerernes oplevelse af sejlturen til og fra Bornholm.

- Vi har jo en oplevelse af, at vores medlemmer gerne vil have undersøgt overfarten, frem for at det er en teoretisk værdi, der skal bestemme det, fortæller hun.

Men sådan bliver det altså ikke.

Det er Transportministeriet, der har formuleret undersøgelsen og i et notat beskriver de, at undersøgelsen skal bestå af beregninger, der skal fastslå, om Bornholmslinjen lever op til kravet i kontakten om, at maksimum 10 procent af passagererne må blive søsyge.

Derudover skal effekten af den omdiskuterede T-foil stabilisator også vurderes alene ud fra beregninger. Og det er der en god grund til, fortalte skibsingeniør Hans Otto Kristensen til TV 2/Bornholm i tirsdags.

- Skal man vurdere mange af de udsagn, der er blevet sagt om den nye tonnage, så er man i første omgang nødt til at få lavet en matematisk model af skibet, en såkaldt sødygtighedsmodel, fortalte han.

Forståeligt, lyder det fra Ann Hartl.

- Det anerkender jeg også. Jeg anerkender, at der er nogle tekniske forhold, der gør sig gældende. Men jeg vil stadig sige, at vi bliver nødt til at inddrage brugerne i det her - og det gør denne her undersøgelse ikke, siger hun.

Passagerforeningen understreger, at undersøgelsen ér et vigtigt element, hvis føljetonen om Bornholmslinjens komfort skal skrives om.

- Vi står i dag i en situation, hvor der er rigtig mange negative opleveler og rigtig mange negative historier. Og vi har brug for nogle gode og positive historier om, at det er nemt og billigt at komme til Bornholm. Så det her duer ikke, for det har den nøjagtig modsatrettede effekt af det man ønskede, det nye forlig skulle have, siger Ann Hartl.

Foreningen håber derfor, at undersøgelsen og dens tekniske beregninger trods alt vil munde ud i en konkret løsning for passagererne - så færre i fremtiden får brug for de hvide poser ombord.

- Jeg håber jo, den kommer til at vise, at der kan gøres noget, så man kan lave nogle forbedringer. For det er det, der er behov for. Og måske også, at man får vist over for Molslinjens ledelsen, at der er behov for at lave nogle ændringer, siger formanden.