Kronprinsen kommer til Bornholm for at jage

Ligesom sin far, Prins Henrik, så vil Kronprins Frederik også komme til Bornholm på bukkejagt i Almindingen. Dog i en mere privat form.
Da Prins Henrik levede, var han en ivrig jæger på Bornholm. År efter år kom prinsgemalen tilbage for at deltage i bukkejagten i Almindingen.

Nu har sønnen, H.K.H. Kronprins Frederik, taget sin fars tradition op. Han vil derfor komme til Bornholm på torsdag den 16. maj. Det bekræfter kongehuset overfor TV 2/Bornholm.

Kronprins Frederik vil dog ikke føre en offentlig jagt som sin far, der hvert år inviterede pressen med. I stedet vil Kronprinsen deltage i jagten i en mere privat form.

Hensigten er dog fortsat at gøre det til en årlig tradition - presse eller ej.