Populært petanque: Flere hundrede skal spille

Når Petanque Bornholm på lørdag afholdes, så er det med rekordstor tilmelding. Særligt svenskerne er glade for de hårde kugler.
Når grisen er målet og midlet er jernhårde kugler, så kan du regne med svenskerne. Således vil en stor del af de kommende deltagere til dette års Petanque Bornholm være fra nabolandet.

Der er faktisk ganske stor tilslutning i år, hvor Petanque Bornholm har oplevet rekordtilmelding med 232 deltagere. Heraf kommer 65% fra Sverige, mens de sidste 35% er fra Danmark og Bornholm.

Det er niende gang, Petanque Bornholms afholdes. Og ifølge arrangørerne er der lagt op til mange tætte kampe, som man har mulighed for at se.

Forskellen mellem en sejr eller et nederlag afgøres ofte ved brug af et målebånd, da det er de helt små marginaler, der kan afgøre kampen. Så taktik og teknik er vigtige egenskaber, når kuglerne ruller i Tejn.

Turneringen er på lørdag d. 25. maj på petanquebanerne ved Tejn Stadion. Der er indledende kampe om formiddag og finalen spilles lørdag eftermiddag.

Vigtig viden om kuglerne
Der er ret strenge krav for konkurrence-kugler i petanque - ej at forveksle med weekendkugler.

Derfor skal kuglerne være:
- Lavet af metal.
- Have en diameter mellem 70,5 mm og 80 mm.
- Have en vægt mellem 650 g og 800 g.
- Have fabrikat, mærke og vægtangivelse tydeligt indgraveret.
- Hverken fyldt med sand eller forsynet med nogen form for blyindlæg eller på anden måde er ændret efter fremstillingen.

Dog må du gerne få indgraveret dit for- og efternavn eller initialer på dine kugler, står der på DGI's hjemmeside for regler om petanque.

I øvrigt kan der som et lille fact siges, at petanquekugler er fremstillet ved at smelte to halvmåneformede stykker metal sammen, hvorefter det bliver pudset og efterbehandlet.