Så er det igen tid til Sol over Gudhjem

Med den aktuelle vejrudsigt for ugen så er der lørdag basis for Sol over Gudhjem i mere end én forstand.
På lørdag finder den årlige kokkekonkurrence Sol over Gudhjem sted, på havnen i Gudhjem.

- Vi er enormt stolte over at Sol over Gudhjem er tilbage på TV 2 Danmark og at der sendes over 3 timers Sol over Gudhjem TV på Lørdag, siger arrangør Mikkel Marschall til TV 2/Bornholm.

Det er fjerde gang, at TV 2/Bornholm producerer Sol over Gudhjem til direkte live-tv på TV 2 Danmark.

- Det betyder rigtig meget for os, at TV 2/Bornholm vil producere Sol over Gudhjem, så øen på den måde bliver eksponeret så godt og i direkte TV, så alle danskere kan følge med i hele landet. Det er vi meget stolte af. Og det betyder også meget for særligt de mange lokale bornholmske virksomheder, som støtter Sol over Gudhjem. Der er rigtigt mange forskellige organisationer og virksomheder på øen, som bakker op om et initiativ som Sol over Gudhjem, siger Mikkel Marschall.

- Bornholm nyder godt af et væld af unikke events og arrangementer, der tiltrækker turister - det er Sol over Gudhjem et godt eksempel på. Og med en transmission af eventen live på TV 2 Danmark og TV 2/Bornholm får ikke bare Sol over Gudhjem, men hele øen en fantastisk eksponering og branding. Det er godt for os alle, siger direktør fra Destination Bornholm Pernille Kofod Lydolph.

Sol over Gudhjem kan ses fra kl. 13.30 på TV 2 Danmark på lørdag. TV 2/Bornholm sender udover optaktsudsendelser fra kokkekonkurrencen i tidsrummet 13:30 til cirka 17.