Læk i Pedersker fundet

Den læk, der blev konstateret i rørsystemet knyttet til Pedersker Vandværk i weekenden er fundet.
Pedersker vandværk har fået lokaliseret den læk, der søndag blev konstateret og hvor flere hundrede kubikmeter vand fossede ud af rørsystemet.

- Vi lokaliserede fejlen sent i aftes, og har lavet en foreløbig udbedring, fortæller driftsleder Jesper Lodberg fra Pedersker Vandværk.

Han fortæller, at lækken er opstået ved en mere end 20 år gammel samling foran Engegaard. Det meste af rørsystemet er i dag i palstik, men lige ved denne samling var rørene af metal.

- Rørene var simpelthen tærede af rust, og dermed opstod lækken, siger driftslederen.

På trods af de store vandmængder, der fossede ud var det svært at finde lækken. Normalt ville så meget vand skabe et mindre "vådområde". Men i dette tilfælde lå der et dræn til en mark lige ved siden af lækken, og derfor løb vandet væk i stedet for at samle sig på jordoverfladen.