Fem partier skal vælge den nye viceborgmester

I eftermiddag mødes konstitueringsgruppen for at finde frem til, hvem der skal afløse Anne Thomas som viceborgmester.
Der er udsigt til en aftale, når de fem partier i konstitueringsgruppen i eftermiddag mødes for at nå til enighed om en ny viceborgmester.

Det vurderer politisk kommentator Knud Andersen:

- Det ville undre mig meget, hvis der ikke kommer en afklaring i dag, for selvfølgelig har man snakket sammen på forhånd, siger han.

Og det har de ifølge én af medlemmerne i konstitueringsgruppen, Leif Olsen fra SF. Han deltager ikke selv i mødet, da han er i Aalborg, men han har snakket med borgmesteren.

- Der findes anden kommunikation end face to face, siger han i telefonen. Han vil dog ikke ud med, hvad han har meddelt borgmesteren, som sit udgangspunkt for en aftale.

Der har været uvished om, hvem Alternativet vil stille med som afløser for Anne Thomas. I fredags blev det meldt ud, at førstesuppleant Lars Randorff Nørgaard har sagt ja til at indtræde i kommunalbestyrelsen, men det betyder ifølge Knud Andersen ikke nødvendigvis, at han skal være viceborgmester.

- Jeg går ud fra, at Alternativet kommer med en plan til mødet i dag. Et udgangspunkt vil være, at han overtager de poster, som Anne Tomas har, men hvis han ikke har interesse for bæredygtighed, kan man i stedet sige: Jeg vil godt handle, fortæller han.

Ifølge Knud Andersen er netop en handel højst sandsynlig. Han peger på, at Lars Randorff Nørgaard kan være interesseret i en formandspost for Børne- og skoleudvalget. Til gengæld kan formanden for Børne- og skoleudvalget, Morten Riis fra Enhedslisten, overtage viceborgmesterposten. En post, han allerede har vist interesse for.

- Hvis jeg får chancen, så tager jeg den, sagde Morten Riis (Ø) til TV 2/Bornholm i fredags.

Partierne, der mødes i dag, er Kristendemokraterne, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Hvad der bliver besluttet på mødet, vides endnu ikke, men vi følger forløbet på TV 2/Bornholm. Du kan se mere i vores udsendelse klokken 19.30.