Politiet søger oplysninger om stjålet bil

Bornholms Politi vil gerne have oplysninger om en sort VW Golf, der blev stjålet i Nexø og senere påkørte en parkeret bil.
Mandag aften klokken 22.30 blev en parkeret bil på Gl. Postvej i Nexø påkørt. Bilen, der påkørte den parkerede bil, er en VW Golf, som tidligere på aftenen var blevet stjålet tæt på det sted, hvor påkørslen fandt sted.

Bilen blev senere fundet i Mortensgade i Nexø, og selvom politiet har sikret sig oplysninger og spor i området, så hører Bornholms Politi meget gerne fra folk, der har oplysninger i sagen.

Foruden den stjålne bil var Bornholms Politi også ude til to andre færdselssager. Det fremgår af døgnrapporten.

Mandag klokken 13.50 blev en 67-årig mand standset på en eldrevet minicrosser på en cykelsti på Aakirkebyvej i Rønne. Manden var spirituspåvirket og blev kørt på hospitalet for at aflevere en blodprøve.

Senere mandag klokken 16.38 blev en 27-årig mand standset i bil på Lykkesvej i Aakirkeby. Han havde ikke erhvervet kørekort og var i besiddelse af 0,95 gram kokain. Bilens ejer, en 21-årig mand fra Aakirkeby, er sigtet for at have overladt køretøjet til den 27-årige.