Bornholms Hospital får diplom for økologisk mad

Siden 2017 har hospitalerne i Region Hovedstaden arbejdet mod mere økologisk mad. På Bornholms Hospital er 71 procent af maden nu økologisk.
Bornholms Hospital modtager i dag et diplom for dets indsats for mere økologisk mad.

Det er Region Hovedstaden, der står bag ønsket om, at alle regionens hospitaler med udgangen af 2018 skulle bruge 60 procent økologi i deres madproduktion.

I en pressemeddelelse skriver Region Hovedstaden:

"Region Hovedstadens politiske mål om omstilling af alle hospitalskøkkener i Region Hovedstaden til minimum 60% økologi er mere end nået. Projektet omkring omstilling til økologi afsluttes her i juni måned med stor succes."

På Bornholms Hospital er 71 procent af maden nu økologisk.

- Jeg synes, det er ganske ganske flot, at vi har ramt 71 procent, siger ledende økonoma på Bornholms Hospital, Hanne Stuhr.

Hun er netop nu på vej for at modtage diplomet, men allerede i går modtog hospitalet en sølvcertificering, som det opnår ved 60 procent økologi.

- Det har været en spændende proces, og det har gjort, at vi har skullet ændre nogle arbejdsgange og produktionsgange i køkkenet. Vi er gået tilbage til at lave maden fra bunden af igen, og derudover er mindre madspild også en stor spiller i det, siger Hanne Stuhr.

Hun fortæller, at en konsekvens af omlægningen til økologi er, at varesortimentet er blevet mindre, så i stedet for at have tre slags af noget, er der nu kun én slags.