Nye kørere til Rally

Rally på Bornholm har haft det svært i en årrække, men i dag var syv nye kørere klar til start til løb i Rønne.
Der er ikke blevet kørt meget rally på Bornholm de seneste år, og der er færre kørere til løbene.

Derfor ventede der i dag en god nyhed til arrangørerne af dagens rally i rønne.

- Det er faktisk en meget glædelig overraskelse, at der er syv nye kørere til start, siger Poul Jørgen Videbæk.

Sidst Rally Sport Bornholm kørte løb, var der bare tre kørere med.

En af de nye kørere Mathias Kuhre er begejstret efter at have prøvet rally.

- Man prøver bilens grænser af, og sine egne, siger han.

Dagens løb var et såkaldt klubløb, hvor man kører på en lukket bane med mange sving, så selvom farten ikke når helt i top, så er det stadig udfordrende.

Og Mathias Kuhre regner bestemt med at være klar til start, når Rally Sport Bornholm igen kører til august.