Rigeligt at se til for færdselspolitiet

Døgnrapporten bugner af trafikforseelser, der spænder fra manglende kørekort til færdselsuheld og manglende brug af sikkerhedssele.
Fredag, lørdag og søndag har stået i trafikkens tegn for Bornholms Politi. Således startede fredagen med en stoppet lastbilchauffør i Hasle.

Han blev stoppet på Strandvejen i Hasle, hvor han kørte med en lastbil med tilkoblet påhængsredskab. Da man ifølge politiet ikke må køre med modulvogntog på strækningen, og påhængsredskabet desuden manglede de krævede bremser, er både chauffør og vognmand sigtet i sagen.

Fredag eftermiddag måtte en 51-årig mand i Allinge stoppe for en patrulje, der kunne konstatere, at manden havde glemt selen.

Fredag aften eftersatte politiet en 27-årig mandlig bilist på Skrædderbakkevejen. Han havde ikke noget kørekort og virkede desuden påvirket af stoffer. Derfor fik han et lift til Bornholms Hospital for at få taget en blodprøve.

Lørdag morgen var der et færdselsuheld på Pilebroen i Allinge, hvor en 52-årig kvinde kørte frem for ubetinget vigepligt ad Tejnvej mod vest i krydset med Vestergade. Hun forårsagede dermed et færdselsuheld med to andre bilister. Der skete stor materiel skade, men heldigvis ingen alvorlig personskade.

Søndag aften måtte politiet ud til endnu et færdselsuheld, da en 84-årig mand havde overset et fuldt stop og kørte ud foran et ægtepar, der påkørte ham. Også her var der ingen personskade.