Sort guld i reolen: Få vurderet dine plader

På søndag afholdes Bornholms største plademesse. Du kan både købe plader og få vurderet din egen samling.
Står The White Album fra The Beatles, Swell fra Psyked Up Janis eller måske Gasolins Live i Skandinavien på reolen derhjemme, så få dem lige tjekket på søndag. LP'ere kan nemlig være mange penge værd.

- Man er velkommen til at tage plader med, og få en samler til at kigge på dem, og eventuelt komme med en vurdering af standen og prisen, skriver Vinylgruppen i en pressemeddelelse.

På næste søndag slår arrangørerne dørene op for Bornholms største plademesse, der skal afholdes i Galleri Rasch i Nørregade i Rønne.

- Der vil være salg af alt slags musik på lp’er, ep’er og singler. Både dansk og udenlandsk musik og til priser, der spænder fra den lave ende af prisspekteret til den noget højere ende. Samlerne på messen er oftest til at handle med, og der er altså gode muligheder for at finde lige præcis den plade, man mangler i samlingen, skriver Vinylgruppen.

Der er gratis entre. Plademessen afholdes søndag den 30. juni fra 10-13.