Ny uddannelse inviterer indenfor

FGU er en ny uddannelse, der samler produktionsskolerne og vuc for unge under 25 år. På Bornholm holdt man i dag åbent hus inden uddannelsesstart i august.
Den 12. august bliver blandt andet produktionsskolen Bornpro på Minervavej lavet om til FGU Bornholm.

FGU er en ny forberedende grunduddannelse. Der skal gøre unge klar til enten at tage en ungdomsuddannelse eller komme i job. Det er en sammensmeltning af produktionsskolerne, noget af VUC, kombineret ungdomsuddanelse og erhversgrunduddannelsen.

- Der er nogle flere mål i forhold til den enkelte unge. Der er et stærkere samarbejde med UU med den uddannelsesplan, som den unge kommer med, der arbejdes ind i en forløbsplan. Det vil være klare mål for den unge i forhold til, hvor eleven skal hen for at blive færdig og klar til en ungdomsuddannelse eller til at komme i job, siger Cathie Westh, der er leder hos FGU Bornholm.

En af dem, der deltog til dagens åbent hus er 18-årige Nadia Rathke. Hun har planer om at begynde på uddannelsen til august, og håber på et lille skub mod skolebøgerne og en ungdomsuddannelse.

- Jeg vil gerne blive bedre fagligt. Der er jeg ikke så stærk, og jeg vil gerne være pædagog og arbejde i en børnehave eller vuggestue, så jeg håber, at de kan hjælpe mig på rette vej, siger hun.

FGU kommer til at være delt i tre afdelinger på Minervavej og Sandemandsvej i Rønne og i Møbelfabrikken i Nexø.