Hjorth-Westh: Andersen Nexø ændrede historien

Her på hans 150 årsdag får Martin Andersen Nexø store ord med på vejen. Han ændrede historien, siger tidligere højskoleforstander Lillian Hjorth-Westh.
I dag er det 150 år siden, at den store forfatter og poet Martin Andersen Nexø blev født. Siden da har han givet Danmark og verdenen flere store fortællinger som Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn.

Fordi han satte et stort aftryk, ikke bare på Bornholm hvor han voksede op, men på hele verden, så bliver han i disse dage hyldet.

Således vil der frem til den 2. juli være flere arrangementer med Martin Andersen Nexø i fokus.

Og det er helt på sin plads med al den fejring, hvis man spørger Lillian Hjort-Westh, der er tidligere højskoleforstander på Bornholms Højskole og nuværende foredragsholder.

Hun mener nemlig, at Andersen Nexø gjorde en forskel ved at sætte ord på klassesamfundet. Ved at beskrive de trængsler og pinsler samfundets laveste mennesker måtte gå igennem.

- Han turde at skrive. Han turde at tage det skridt, der kunne gøre ham upopulær. Han var faktisk med til at ændre historien, fortæller Lillian Hjorth-Westh, som understreger, at vi på Bornholm skal være meget stolte af ham.

I dag blev han så fejret i sit barndomshjem i Nexø med mindetaler og kransepålæggelse. De kommende dage vil der både være teaterforestillinger baseret på Pelle Erobreren, højtlæsning af hans værker, debatter og film.

Se programmet for arrangementerne på linket herunder.
Hvis man ønsker at vide mere om en af tidens største forfattere, kan man se et tv-program om hans liv og død på nedenstående link.