De unge vil studere på Bornholm

Hele 92 personer vil læse til lærer eller pædagog på Bornholm. Og det vækker glæde hos uddannelsesleder Andreas Grosbøll. Mange har Bornholm som første prioritet.
Armene er røget i vejret hos uddannelsesleder Andreas Grosbøll. Han er uddannelsesleder på lærer og pædagoguddannelserne under Københavns Professionshøjskole på Bornholm.

Han oplyser til TV 2/Bornholm at 24 har søgt ind på læreruddannelsen og heraf har de 19 valgt Bornholm som 1. prioritet. I fjor var tallene henholdsvis 16 og 7.

68 har søgt ind på pædagoguddannelsen og her har hele 51 søgt ind med Bornholm som 1. prioritet. For et år siden var de tilsvarende tal 51 og 34.

- Det er meget fine tal, som der er grund til at være meget glade for, siger Andreas Grosbøll.

Han oplyser at der kun er plads til 40 på pædagoguddannelsen, så 28 vil blive afvist og henvist til et andet studie.

For et år siden måtte man også afvise folk, der havde søgt pædagoguddannelsen på Bornholm.

Til gengæld er der plads til alle de, der gerne vil være skolelærer. Nogen af eleverne skal dog igennem en optagelsesprøve/samtale, så tallet kan ændre sig.

Der er semesterstart på Campus den 28. august for de lærerstuderende, mens pædagogerne først starter den 2. september.