X Factor, vaner og sol får folk til Bornholm

Højsæsonen i år ser ud til at blive et rekordår. Og det er alt lige fra sidste års sommer, X Factor, minder og gamle vaner, der får folk til at rejse herover.
- Det er første gang, jeg er på Bornholm, og det var mit største ønske.

Sådan lyder det fra Biba Roesch fra Chicago, som er en af de turister, vi mødte i Svaneke i dag. Hun er een blandt, det der ser ud til at blive, rekordmange turister, der har valgt at rejse til Bornholm i højsæsonen i år.

Tidligere på måneden kunne Bornholmslinjen oplyse om en fremgang på antallet af reservationer til højsæsonen på 25 procent. Det tæller dog også bornholmere, der rejser over på ferie. Teambornholm og Dancenter fortalte om fremgang på 12 og 18 procent. Og flere campingpladser har også meldt ud om fremgang.

Flere turister kan da også fortælle, at de kender og har mødt flere venner, bekendte og kollegaer, der lige netop i år, har valgt at feriere på Bornholm. Hør mere om det i nyhederne på TV 2/Bornholm i aften klokken 19.30.

Årsagerne til, at det lige præcis blev Bornholm, spænder vidt - lige fra vane, minder, ønske, tiden og til X Factor. Hør nogle af begrundelserne i videoen på hjemmesiden.

Og trods det, at der er flere turister i højsæsonen end der plejer, så virker dem, vi mødte i dag, glade og tilfredse med at holde ferie på Bornholm. Enkelte lod dog en kommentar falde omkring trafikken i Gudhjem og Svaneke, men som Thomas Munch fra Bjerringbro siger, så handler det bare om at slå over i ferie-mode.