Buschauffører utilfredse med BAT

Buschaufførerne hos BAT er fortsat ikke helt tilfredse med de forhold, de bliver budt. De mener, der er for mange fejl i deres vagtplaner.
Busserne er på gaden igen efter sidste uges arbejdsnedlæggelse, hvor chaufførerne blandt andet var utilfredse med frokostforhold og vagtplaner. Der blev derfor lavet en aftale om nye midlertidige vagtplaner, gældende for de næste seks uger. De midlertidige vagtplaner efterkom nogle af chaufførernes krav, men chaufførerne er ikke imponerede over de nye vagtplaner, der efter deres oplevelse er fyldt med fejl.

- Vi synes, det bliver håndteret med en eller anden gran af disrespekt. Det vi oplever lige nu, det er fejl og mangler, siger arbejdsmiljørepræsentant Stig Lodberg.

Han understreger, at chaufførerne vil opfylde deres del af aftalen og blive ved med at køre i de kommende seks uger.

Om seks uger kommer der nye vagtplaner, som fire repræsentanter for chaufførerne er med til at udarbejde.

Centerchef for Ejendomme og drift, Bjarne Freund-Poulsen, siger at fejl bliver rettet og at chaufførerne er inddraget i planlægningen af de nye vagtplaner, men har ellers intet at sige.