Børnehjemsoffer: Jeg blev berørt af undskyldningen

Allingebo Danny Svend Christensen har i dag på Marienborg sammen med andre børnehjemsofre modtaget en officiel undskyldning fra landets statsminister.
I dag kom statsminister Mette Frederiksen, med en officiel undskyldning til de såkaldte Godhavnsdrenge og en række andre børnehjemsbørn, der er blevet mishandlet.

- På vegne af vores fortid, på vegne af vores nutid og på vegne af vores fælles fremtid, så vil jeg gerne se jer alle sammen i øjnene og sige det eneste rigtige: Undskyld, sagde Mette Frederiksen i dag på Marienborg.

- Undskyld til hver og en, undskyld for den uret, der er begået mod jer og jeres kære. På vegne af hele Danmark: Undskyld.

Og den undskyldning rør Danny Svend Christensen fra Allinge der har oplevet overgreb på ni forskellige børnehjem i sin barndom.

- Jeg blev meget berørt over, at statsministeren var så rørt, det var meget ægte. Jeg glæder mig over at Mette (Frederiksen red.) holder hvad hun lovede mig på Folkemødet i 2018, og jeg glæder mig på vegne af de andre børnehjemsofre, siger Danny Svend Christensen om undskyldningen fra statsministeren.

Dog mener Danny Svend Christensen ikke, at undskyldningen er nok til at glemme fortidens minder.

- Det eneste der ville give mig fred i sindet, ville være en erstatning, som man har givet i otte andre lande. For jeg tror altså ikke, at de otte bogstaver (undskyld red.) vil påvirke mig på længere sigt, i morgen handler det igen om elektriske løbehjul på vejene. Så nu vil jeg søge fri proces, siger Danny Svend Christensen.