Få kvinder på Wonder: Kvalitet frem for køn

Kun syv ud af de 37 kunstnere, der i år skal optræde på Wonderfestiwall, er kvinder. God musik handler ikke om køn, lyder forklaringen.
Oh Land, Katinka og Iris Gold er tre af de bare syv kvindelige kunstnere, der optræder på dette års Wonderfestiwall.

I alt kan man opleve 37 forskellige kunstnere på Wonder. Dermed udgør de kvindelige kunstnere 19 procent af de optrædende.

Men selvom debatten om antallet af kvindelige kunstnere på de danske festivaler har stået på længe, så er det ikke noget, man på Wonder har valgt at lægge vægt på.

- Vi går ikke op i, om kunstneren er en mand eller en kvinde. Det handler om kvaliteten af musikken, og den profil vi gerne vil have som festival, forklarer medarrangør af Wonderfestiwall Robin Hounisen og fortsætter:

- At der er få kvinder i branchen, kan vi som festivaler ikke gøre så meget ved, siger han.

Sidste år var ni ud af de 43 kunstnere på Wonderfestiwall kvinder svarende til 21 procent.