Nyt billetsalg til luksusbiler i lufthavnen

Spar benzin og kør direkte i lufthavnen for at købe billet til et velgørende arrangement - og til en tur i en sportsvogn.
Sportscar Event og Bornholms Gocart Center står bag det velgørende arrangement i Bornholm Lufthavn lørdag den 14. september. Her kan man drøne ud af den 2 km lange landingsbane i luksusbiler af mærker som Ferrari, Lamborghini, Porsche, Lotus og Maserati.

Men det koster lidt - og pengene går til syge børn i Danmark. Igennem årene har Sportscar Event kørt over 22 mio. kr. hjem.

Hidtil har man skulle købe billet til en biltur i Bornholms Gocart Center, men nu kan man spare køreturen til centeret i Bodilsker.

- Der er lidt langt for mange, så nu kan man også købe billetter hos AVIS ude i lufthavnen, fortæller Kennet Larsen fra Bornholms Gocart Center.

Priserne for en biltur i én af de seks sportsvogne varierer fra 300 kr. i en Lotus Elise til 1400 kr. for en tur i en Lamborghini Huracan EVO eller Ferrari 488 Pista.

Det er første gang, at SportsCar Event kommer til Bornholm.