BM i mobildiskotek kickstartes i morgen

Bornholmsmesterskabet i mobildiskotek voksede sig stort i 1990'erne og over 1200 unge dansede med i Aakirkebyhallerne. Lørdag genstartes konkurrencen.
"Boys Boys Boys" med Sabrina banker ud af højttalerne. De kulørte lamper er tændt og røgmaskinen lægger et slør af røg på scene og dansegulv i Aakirkebyhallen. Til stede er over 1000 bornholmske unge, som vil feste - og afgøre det bornholmske mesterskab i mobildiskotek.

- Det var dengang i 90'erne, hvor de fleste byer og idrætsklubber havde deres eget mobildiskotek - og hvor vi i mange år kæmpede med Flashlight fra Nexø om mesterskabet, fortæller Thomas "DJ Turtle" Viborg.

Thomas Viborg og Lasse Mikkelsen er medarrangører af bornholmsmesterskabet i mobildiskotek, som genstartes lørdag i Aakirkebyhallerne.

- Da vi i 2015 holdt en 20 års-jubilæumsfest for at markere de første mesterskaber, så væltede folk ind ad døren - selvom det var på en søndag. Mange har gode minder fra den gang og nu vil vi gerne prøve at genoplive dem, men også give nye unge mulighed for at komme ud at spille, fortæller Thomas Viborg. Han stillede op i 90'erne med diskoteket Now and then fra Rønne. Blandt de hårdeste modstandere dengang var Lasse Mikkelsen fra mobildiskoteket Flashlight fra Nexø:

- Jeg har et par gutter gående oppe i Ibsker i en gårdlænge, hvor de kæmper med at få deres udstyr klar til på lørdag. De går vildt meget op i det og jeg kan genkende den der glæde med at være så didikeret fra min egen tid som dj, fortæller Lasse Mikkelsen.

I morgen genstartes BM for mobildiskoteker så traditionen tro i Aakirkeby Hallerne. Festen starter kl. 18:00 og overskuddet går til ungdomsarbejdet i Aakirkeby Idrætsforening.

Se Mellem Os med Thomas Viborg og Lasse Mikkelsen via link nedenfor.