Dagens største laks vejer over 16 kilo

16,630 kilo vejede den største laks på dag to i Trolling Master Bornholm. Dermed vinder Andy Nielsen 2000 kroner.
Andy Nielsen fra Aarup har på den anden dag af Trolling Master Bornholm fanget dagens største laks. Da fisken blev vejet på scenen i Tejn Værft torsdag aften stod vægten stille på 16,630 kilo.

Det var nok til at vinde gevinsten på 2000 kroner for dagens største fisk.

Til gengæld var det ikke nok til at lægge sig i top i den samlede konkurrence. Den føres stadig af Peter Fredborg fra København. Hans vinderlaks fra i går vejede 16,790 kilo.

Andy Nielsen har indtil videre fanget den trediestørste laks samlet set i konkurrencen.